Mobile navigation toggle      

Orientering nr. 18 - december 2021

Onsdag d. 15. december 2021

Kontakt, tidligere orienteringer og aktindsigt

Undersøgelseskommissionen om SKAT skal fortsat opfordre personer, som måtte være i besiddelse af relevant viden for kommissionens undersøgelse, til at rette henvendelse til kommissionen. Der henvises til hjemmesiden her

Kommissionen offentliggør løbende orienteringer om kommissionens undersøgelse og fremdriften i kommissionens arbejde samt korte nyheder.

Kommissionen har på nuværende tidspunkt offentliggjort Orientering nr. 1 - 18.

Orienteringerne og nyhederne kan ses på hjemmesiden.

Offentligheden har vist betydelig interesse for kommissionens arbejde, bl.a. i form af forespørgsler og anmodninger om aktindsigt. Det følger af lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, at kommissionen ikke er omfattet af offentlighedsloven. Kommissionen videresender derfor som udgangspunkt aktindsigtsanmodninger til den relevante myndighed. Derudover kan kommissionen henvise til de orienteringer mv., der allerede er tilgængelige på kommissionens hjemmeside.

Ændring i kommissionens sammensætning

Professor, dr.jur. Søren Højgaard Mørup har meddelt Justitsministeriet, at han ønsker at trække sig fra hvervet som medlem af kommissionen, efter at han af Dommerudnævnelsesrådet den 19. november 2021 er blevet indstillet til prøvevotering i Højesteret.

Justitsministeren har på den baggrund den 26. november 2021 afbeskikket Søren Højgaard Mørup som medlem af kommissionen og udpeget suppleant i kommissionen, professor emeritus, dr.jur. Karsten Revsbech, som nyt medlem af kommissionen.

Materialeindhentning

Henset til den seneste tids medieomtale om udlevering af sms’er mv. har kommissionen besluttet at rette henvendelse til Skattestyrelsen og de ministerier, som har udleveret materiale til kommissionen. Der henvises til Orientering nr. 17 her.

Kommissionen har gjort dette ved breve af 11. november 2021 til ministerierne og Skattestyrelsen. Kommissionen har endvidere fundet det hensigtsmæssigt at holde møder med ministerierne og Skattestyrelsen om dette aspekt af materialeudleveringen. Kommissionen har på nuværende tidspunkt afholdt møder med Skatteministeriet, Skattestyrelsen, Justitsministeriet, Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Møder med Finansministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet er planlagt til afholdelse inden jul, og kommissionen vil følge op i begyndelsen af det nye år.

Som svar på den interesse offentligheden har vist for kommissionens arbejde, kan det oplyses, at kommissionen ikke har modtaget mobiltelefoner fra tidligere skatteministre eller andre. Kommissionen har ikke på nuværende tidspunkt noget grundlag for at vurdere, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang det vil være relevant for kommissionens undersøgelser mere specifikt at anmode om udlevering af sms-korrespondance fra bestemte ministres eller embedsmænds telefoner.

Kommissionen kan i relation til et spørgsmål om sletning mv. af relevant materiale, herunder sms’er, henvise til Orientering nr. 17 af 11. november 2021 med tilhørende notat om materialeindhentningen. Heraf fremgår bl.a.:

”Kommissionen er ikke blevet spurgt af de myndigheder, der skal udlevere materiale, om sms-beskeder eller andre typer beskeder kan holdes ude af myndighedernes fremfindelse og udlevering af materiale. Kommissionen har heller ikke modtaget oplysning om, at relevant materiale har vist sig at være slettet, bortset fra oplysning om, at mailbokse tilhørende tidligere ansatte i Finansministeriet er blevet slettet. Herom henvises til kommissionens Orientering nr. 12 fra november 2020.”

De personer, som kommissionen vurderer navnlig vil kunne bidrage til at belyse de forhold, der i henhold til kommissoriet skal undersøges, herunder skatteministrene og finansministrene i undersøgelsesperioden fra 2002 til 2017, fremgår af afhøringsplanen på kommissionens hjemmeside her.

Stikprøvekontroller

Kommissionen har gennemført stikprøvekontroller med henblik på at kvalitetssikre udleveringen af materiale til kommissionen. Stikprøvekontrollerne har været målrettet materiale vedrørende de afhøringer, der er gennemført i første halvår af 2021, og hvor fokus har været på regelforenkling på inddrivelsesområdet, Boston Consulting Groups analyse af potentialet ved en fusioneret skatteadministration og SKAT’s Masterplan. Resultatet af stikprøvekontrollerne har ikke givet kommissionen anledning til bemærkninger.

Arbejdet med hovedkommissoriet og tillægskommissoriet

Kommissionen har i perioden fra den 24. august til den 15. december 2021 gennemført endnu et afhøringsforløb til brug for undersøgelserne af hovedkommissoriet. Fokus har været på Udvalget for analyser af Skatteministeriet 2012-2013, herunder rapporten fra McKinsey & Company fra december 2012 og afskedigelsesrunden i 2013, samt samarbejdet med KL og kommunerne, herunder udviklingen i de kommunale restancer. 29 personer har afgivet forklaring.

Kommissionen vil i perioden fra den 22. februar til den 15. juni 2022 fortsætte afhøringerne til brug for hovedkommissoriet. Fokus vil være på SKAT’s systemmodernisering, herunder planlægningen og udviklingen af EFI samt business casen, inddrivelsesforvaltningen, 80/20-planen samt ressourcerne i relation til kompetencer og eksterne konsulenter. Der er indkaldt 26 personer til at afgive forklaring. Planen for afhøringerne kan ses på kommissionens hjemmeside her.

Kommissionen arbejder fortsat med at forberede de afhøringer, der gennemføres i 2. halvår af 2022 og 1. halvår af 2023. Disse afhøringer vil angå systemmoderniseringen, herunder idriftsættelsen og nedlukningen af EFI, samt restancernes udvikling og datakvaliteten.  

Afhøringerne i 2022 og i 1. halvår af 2023 vil således angå emner af mere overordnet karakter og dermed hele kommissionens undersøgelsesperiode fra 2002 til 2017.

Den konkrete afhøringsplan med navnene på de personer, der er indkaldt til afgive forklaring i 2. halvår af 2022 og 1. halvår af 2023, forventes at kunne foreligge i henholdsvis februar og juni 2022.

I kommissionens forberedelser til de planlagte afhøringer indgår et tidskrævende arbejde med at gennemføre søgninger i kommissionens materiale, der for hovedkommissoriets vedkommende omfatter ca. 56 mio. items (filer, mapper mv.). Forberedelserne omfatter herudover bl.a. udarbejdelse af omfattende ekstrakter til brug for hvert enkelt afhøringsforløb, udarbejdelse af støttebilag, varsling og indkaldelse af vidner samt et fortløbende arbejde med at gennemgå udkast til en omfattende sagsfremstilling.

Parallelt med afhøringerne til brug for hovedkommissoriet arbejder kommissionen fortsat med tillægskommissoriet. Kommissionen har i den forbindelse planlagt en række interne seminarer som led i undersøgelserne.

Kommissionen forventer fortsat at færdiggøre afhøringerne til brug for kommissionens undersøgelser i 2023, hvorefter kommissionen vil færdiggøre sine undersøgelser og koncentrere arbejdet om afgivelse af beretning.

Michael Ellehauge, formand

Undersøgelseskommissionen om SKAT, den 15. december 2021