Mobile navigation toggle      

Orientering nr. 36 - januar 2026

Torsdag d. 8. januar 2026

Kontakt, tidligere orienteringer og aktindsigt

Undersøgelseskommissionen om SKAT skal fortsat opfordre personer, som måtte være i besiddelse af relevant viden for kommissionens undersøgelse, til at rette henvendelse til kommissionen. Der henvises til hjemmesiden her.

Kommissionen offentliggør løbende orienteringer om kommissionens undersøgelse og fremdriften i kommissionens arbejde.

Kommissionen har på nuværende tidspunkt offentliggjort orientering nr. 1-36.

Orienteringerne og nyheder kan ses på hjemmesiden.

Offentligheden har vist betydelig interesse for kommissionens arbejde, bl.a. i form af forespørgsler og anmodninger om aktindsigt. Det følger af lov om undersøgelseskommissioner og granskningskommissioner, at kommissionen ikke er omfattet af offentlighedsloven. Kommissionen videresender derfor som udgangspunkt aktindsigtsanmodninger til den relevante myndighed. Derudover kan kommissionen henvise til de orienteringer mv., der allerede er tilgængelige på kommissionens hjemmeside.

Afhøring af Sven Jørgen Nielsen

Kommissionen har den 9. oktober 2025 gennemført afhøringen af Sven Jørgen Nielsen til brug for undersøgelsen i henhold til tillægskommissoriet.

Afhøringen havde fokus på udbytteadministrationens sagsbehandling og kontrol med refusionsanmodninger samt håndtering af advarsler om svindel med udbytteskat. Afhøringen omhandlede derudover udbytteadministrationens møder med reclaim-agenter i perioden 2012-2015 og afdækning af svindel med udbytteskat i sommeren 2015.

Kommissionen har tidligere henvendt sig til Sven Jørgen Nielsen med henblik på at afhøre ham. Sven Jørgen Nielsen, der ikke har pligt til at afgive forklaring for kommissionen, meddelte imidlertid dengang, at han ikke ønskede at afgive forklaring. Efter fornyet forespørgsel fra kommissionen meddelte Sven Jørgen Nielsen, at han nu var villig til at afgive forklaring.

Kommissionen har nu afhørt 163 personer til brug for undersøgelserne i henhold til hovedkommissoriet og tillægskommissoriet. Kommissionen har ikke planlagt yderligere afhøringer.

Den afsluttende fase i kommissionens arbejde

Kommissionens undersøgelse er i en afsluttende fase.  

Kommissionen har afviklet afhøringer over mere end 4 år fra begyndelsen af 2019 og frem til sommeren 2023.

Kommissionen har siden afslutningen af afhøringerne arbejdet målrettet med at udarbejde beretningen på grundlag af de afgivne forklaringer og det modtagne materiale, som udgør godt 56 millioner elektroniske items (filer mv.).  

Kommissionen arbejder fortsat målrettet med at udarbejde beretningen på baggrund af de afgivne forklaringer og det modtagne materiale. Kommissionen forventer, at beretningen i sin endelige form vil indeholde omkring 85 kapitler. Der foreligger på nuværende tidspunkt færdige udkast til 75 kapitler, svarende til 88 procent af kapitlerne til beretningen.

Kommissionen vil i den kommende tid koncentrere arbejdet om at færdiggøre de resterende kapitler, som vedrører sagsfremstilling, kommissionens generelle vurderinger og ansvarsvurderinger vedrørende enkeltpersoner.

Der arbejdes sideløbende sammen med forlaget på at forberede den endelige trykning af beretningen bedst muligt.

Kommissionen har iværksat en række sædvanlige HR-tiltag, fx virksomhedsbesøg og karrieresamtaler, med henblik på at fastholde medarbejderne også i den afsluttende fase af arbejdet, hvilket kommissionen er lykkedes med.

Kommissionen har den 2. september 2025 afgivet en udtalelse til Justitsministeriet til brug for ministeriets årlige orientering af Folketinget om fremdriften i kommissionens arbejde. Af udtalelsen fremgår blandt andet:

Der er ikke fastsat frist for kommissionens afslutning, men kommissionen har tilrettelagt sit arbejde således, at den kan afgive beretning om resultatet af sin undersøgelse hurtigst muligt. Det er endnu for tidligt at svare præcist på, hvornår beretningen kan forventes at være færdig. Kommissionen forventer på nuværende tidspunkt at færdiggøre sine vurderinger og kapitlerne til beretningen medio 2026. Der vil herefter skulle udarbejdes en endelig trykt beretning.

Dette er fortsat gældende.

Michael Ellehauge

Undersøgelseskommissionen om SKAT, den 8. januar 2026